Kirkeåret

Kirkeåret er en forunderlig indretning. Det begynder 1. søndag i advent og går fra advent til advent. Når kalenderåret åbner 1. januar, så er vi i kirken mentalt en hel måned foran. 

Kirkeåret falder i to dele. Der er festdelen med jul, påske og pinse, hvor vi fejrer Guds barns fødsel i Betlehem, suges ind i fortællingen om hans død og opstandelse i Jerusalem og blæses på af Helligånden. Og der er den lange trinitastid (trinitatis = treenighed) uden skæve helligdage, hvor vi bliver klogere på livet med Far, Søn og Ånd.

Søndagene og helligdagene i kirkeåret har farver. Kender man dem, kan man knække koden. Farverne, der går igen på messehagelen, som præsten har på foran altret, veksler mellem lilla, hvid, grøn, rød og sort. Festen er hvid, tiden før er lilla, tiden efter er grøn. 2. juledag og pinsen er rød. Langfredag er sort.  

 

 

 

   Kalender